Ukrainske separatister er klar til ny våbenhvile

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Våbenhvilen i Ukraine er blevet forlænget med tre dage. Ukraines præsident, Petro Porosjenko, er enig med oprørerne i den østlige del af landet om at udvide våbenhvilen til mandag aften ifølge nyhedsbureauet AFP.

Petro Porosjenko var fredag i Bruxelles, hvor han i forbindelse med EU-topmødet satte sin underskrift på sidste del af en stor samarbejdsaftale med EU.

Efter hjemkomsten til Kijev besluttede han efter et tre timer langt møde med militære toprådgiver at strække våbenhvilen til mandag aften.

Fredag eftermiddag sagde den selvudnævnte premierminister for Folkerepublikken Donetsk, Aleksandr Borodaj, at de prorussiske separatister er med på at forlænge den våbenhvile, som udløb fredag aften.

Meddelelsen kom efter et møde mellem Borodaj og en kontaktgruppe i den østukrainske by Donetsk.

Gruppen, der forsøger at finde en fredelig løsning på stridighederne i Ukraine, tæller ud over separatistlederne blandt andre Moskvas ambassadør i Kijev, en repræsentant fra OSCE og en tidligere ukrainsk præsident.

Efter mødet sagde Borodaj desuden, at separatisterne sandsynligvis snart vil sætte fire udenlandske OSCE-observatører fri. Ukraine indførte i forrige uge en ensidig våbenhvile, som separatisterne i Donetsk senere sluttede sig til.

Aftalen er blevet brudt flere gange. Tidligt fredag blev fire ukrainske soldater dræbt og fem såret, da separatister angreb en militærpost i den østlige del af landet.

Oprørere angreb i de tidligere morgentimer også en militærbase, men blev slået tilbage af ukrainske soldater uden tab af menneskeliv.

For fire dage blev ukrainsk militærhelikopter skudt ned over det østlige Ukraine - mindre end 24 timer efter at separatisterne havde sluttet sig til våbenhvilen.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, opfordrede fredag parterne til at indgå en langvarig aftale om at holde våbnene i ro for at give mulighed for forhandlinger mellem repræsentanter fra Kijev og de østlige regioner i landet.

/ritzau/AFP