Ulandsorganisation vil have opgør med danske selskabers skattely

Meldingen kommer som reaktion på en omfattende undersøgelse, som Ugebrevet A4 har gennemført. Den viser, at mindst 200 danske virksomheder ejes helt eller delvist fra skattely. Det gælder blandt andet kendte firmaer såsom Georg Jensen, Bianco Sko og BornholmerFærgen.

»Når selskaber laver komplicerede selskabskonstruktioner er det ofte for at flytte overskud rundt inden for en koncern for at mindske skatten,« lyder det fra organisationens politiske chef, Lars Koch, i en pressemeddelelse.

Selskabernes brug af skattely er udtryk for aggressiv skatteplanlægning, også fra dansk side, mener Lars Koch. Han påpeger, at det koster ulandene cirka 900 milliarder kroner årligt i tabte skatteindtægter, hvilket er mere end den samlede ulandsbistand, når globale virksomheder sender penge i skattely.

»Den fest skal stoppes,« lyder det fra Lars Koch:

»Kampen mod skatteunddragelsen starter med mere gennemsigtighed i selskabers ejerskab og regnskaber og i selve skattelylandene«.

IBIS’ politiske chef foreslår, at Danmark går forrest i EU med en klar holdning om, at det skal være slut med hemmelige ejere bag såkaldte skuffeselskaber, som selskaber og velhavere kan gemme deres penge i, og hvor den egentlige ejer ikke er registreret. »Der skal stilles krav til store selskaber om gennemsigtige regnskaber land for land, så det kommer frem i lyset, hvordan store selskaber flytter deres overskud til skuffeselskaber i skattely og efterlader regningen til os andre. Vi kan ikke tillade at store selskaber snyder ulandene for langt mere end vi giver i ulandsbistand,« lyder det fra Lars Koch.

IBIS »afventer derfor spændt«, om erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil komme med en klar udmelding på området, da regnskabsstandarder hører under hans ministerium.

»Det ligger lige til højrebenet og vil være et vigtigt skub for at stoppe skatteunddragelse. Det skylder vi ulandene, os selv og de små og mellemstore virksomheder, der alle taber når de store snyder på vægten,« slutter Lars Koch.

Dagens Gossip