Uledsagede mindreårige asylansøgere risikerer hjemsendelse

De seneste seks år er over 1.100 afghanske unge under 18 år - heraf langt størstedelen drenge - kommet til Danmark uden deres familie. De fleste får asyl eller midlertidig opholdstilladelse, men der er stadig en relativt stor gruppe, der får afslag på at blive i Danmark. Sidste år handlede det om 54 mindreårige unge og året før om 31.

Mange af dem får i praksis mulighed for at blive, indtil de fylder 18 år, hvorefter de lettere kan sendes tilbage, da de som mindreårige ikke kan udvises, hvis deres familier ikke kan findes. De seneste år har embedsmænd fra det danske Justitsministerium sammen med Sverige, Storbritannien, Holland og Norge imidlertid været tæt involveret i forhandlinger med den afghanske regering om at oprette et center i Kabul, som europæiske lande kan sende de mindreårige afghanske asylansøgere, som får afslag på asyl, til. Projektet, der hedder European Return Platform for Unaccompanied Minors (ERPUM), ledes af Migrationsverket i Sverige.

Planen er så kontroversiel, at det stadig ikke er lykkedes at få centret etableret, trods flere års arbejde.

Sverige stiller blandt andet krav om, at der skal være vagter i centret, og det er foreløbig uklart, om de skal være bevæbnede, skriver Politiken. Samtidig vil den danske regering først melde ud, om Danmark vil være med i projektet, når forhandlingerne er afsluttet.

Planen vækker dyb bekymring i regeringspartierne SF og de Radikale.

»Det helt afgørende for mig er, at vi kan garantere børnene den fornødne sikkerhed og et fornuftigt livsforløb. Umiddelbart er jeg usikker på, om det kan lade sig gøre,« siger SFs retspolitiske ordfører, Karina Lorentzen (SF).

Det samme siger De Radikale.

»Vi vil i høj grad lade vores indstilling afhænge af, hvordan organisationer som Red Barnet vurderer centret,« siger hovedbestyrelsesformand Klaus Frandsen (R).

Red Barnet har længe udtrykt stor bekymring om, hvorvidt centret vil blive et mål for Taleban, og hvorvidt de afghanske myndigheder vil være i stand til at beskytte de hjemsendte børn.

Det har ikke været muligt for Politiken at få en kommentar fra justitsminister Morten Bødskov (S), som er på ferie. Sidste gang Politiken skrev om projektet, afviste justitsministeren via sin presseafdeling gentagne gange at kommentere sagen.

Dagens Gossip