Ulighed i parforholdet handler om selvværd

Skrevet af Aller Media

16/09/2013

Dagens topnyheder

Hvorvidt, forholdet kan blive en succes til trods for ulighederne, handler i høj grad om den enkeltes selvværd.

- Alt kan give ulighed i et parforhold. Den ene kan være mere udadvendt end den anden, have et bedre job, en sundere økonomi, osv. Men følelsen af ulighed kommer ikke af selve uligheden. Den kommer af følelserne vi har omkring ulighederne; vores eget mindreværd og de historier vi fortæller om os selv, eller de tanker vi har om den anden, siger sexolog og parterapeut Katrine Berling.

Se hvordan I holder lysten ved lige gennem hele parforholdet på Q.dk

Tag skeen i egen hånd

Hvis man føler sig mindreværdig i sit forhold, skal man ifølge Katrine Berling prøve at kigge indad, hvis man ikke er helt tilfreds.

- Lykke, flow eller tilfredshed kommer ikke af hvad vi gør, men hvordan vi gør det. Så sidder man med følelsen af en ubalance i livet, er der måske noget, man skal kigge på. Tag skeen i egen hånd og se på, hvordan du kan få det liv, du gerne vil have. Måske du har en drøm, som du ikke har fået udlevet eller måske mangler du noget intimt i dit forhold, siger Katrine Berling.

Holder jeres forhold? – Se tjeklisten for de 4 vigtigste ting, der spiller ind på Q.dk

To til tango

Ofte kan det være nemmere at give partneren skylden, hvis der er gnidninger i forholdet.

Og det samme gælder, at man ofte peger på ulighederne som et tegn på problemet.

- Det er altid let at pege fingre af den anden, men når vi er i et forhold, er det aldrig kun den andens skyld, for man er altid to om det. Derfor handler det måske ikke kun om, at den ene tjener flere penge end den anden. Måske mangler der også nærvær, kærlighed og samhørighed, men det er ofte bare nemmere at give f.eks. pengene skylden for uligheden.

Måske du bare skal gå

I andre tilfælde handler det måske bare om, at to mennesker ikke er kompatible.

- En anden årsag til gnidninger i forholdet kan også sagtens være, at to mennesker bare ikke er sunde for hinanden. Måske de blot er blevet tiltrukket af hinanden, fordi de har haft noget til fælles. Derfor er det altid et godt udgangspunkt at kigge på sig selv og overveje om man er lykkelig i sit forhold. Hvis ikke skal man måske bare gå sin vej, siger Katrine Berling.

Af Gitte Holm, q.dk/NewsDesk,  Aller Media