Ulla Tørnæs er klar til at lovgive om det ydre rum

Skrevet af admin

17/03/2016

Dagens topnyheder

Selv om Andreas Mogensen indtil videre er den eneste dansker, der har været der, så er det på høje tid, at Danmark får en lov for det ydre rum. Det mener regeringen.

Folketinget skal derfor torsdag førstebehandle et lovforslag ved navn "Lov om aktiviteter i det ydre rum".

Bliver forslaget vedtaget, vil det fremover kræve godkendelse fra uddannelses- og forskningsministeren at udføre en rumaktivitet, hvilket vil sige at sende genstande op i det ydre rum, styre genstande tilbage til jorden eller lignende.

- Det er meget specielt, at man har et område, der ikke har været reguleret hidtil, siger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V).

- Alt det tekniske skal jeg ikke kloge mig på. For mig handler det om at tilvejebringe nogle efterspurgte rammer for, at de aktiviteter, som Danmark tager del i i det ydre rum, er reguleret på en betryggende måde. Det handler også om forskning og arbejdspladser.

Lovforslaget lægger blandt andet op til, at der skal oprettes et register over, hvilke rumgenstande, der fra Danmark sendes i kredsløb om jorden eller længere ud i det ydre rum.

Det fastslår også, at man er erstatningspligtig, hvis en rumgenstand, man har sendt op, forvolder skade på personer eller ejendom på jorden, eller hvis den støder ind i noget under sin flyvning.

Ministeren kommer også til at kunne stille krav om, at man skal tegne en forsikring, før man sender noget ud i rummet.

Hvis man overtræder reglerne, lægger regeringen op til, at man i værste tilfælde skal kunne straffes med op til to års fængsel, for eksempel hvis andres liv eller legeme er bragt i fare.

Derudover lægger forslaget op til, at der stilles krav til, hvordan man håndterer såkaldt rumaffald, hvilket gerne skulle være til gavn for miljøet.

Ministeriet påpeger i bemærkningerne til lovforslaget, at loven både kommer til at gælde for raketter, satellitter og såkaldte suborbitale flyvninger, der blandt andet kan dække over rumturisme.

/ritzau/