Ulla Tørnæs erkender nederlag: Brandhamrende ærgerligt

Skrevet af admin

19/11/2013

Mest læste i dag

Det hjalp ikke Ulla Tørnæs (V), at hun kom til Holstebro med erfaring fra Christiansborg og flere ministerposter i den tidligere borgerlige regering for at udfordre den siddende socialdemokratiske borgmester H.C. Østerby.

For vælgerne bakkede deres lokale mand op. Helt i strid med den landsdækkende tendens går Socialdemokraterne med H.C. Østerby i spidsen fem mandater frem til 13 i Holstebros byråd, mens Venstre også gik to mandater frem til 10 mandater.

Allerede inden alle stemmerne var talt op, så Tørnæs da også skriften på væggen.

- Jeg har sagt tillykke til H.C. Østerby. De tal, jeg har set indtil nu, tyder på, at han fortsætter som borgmester, siger Ulla Tørnæs til TV Midt og Vest.

- Jeg er brandhamrende ærgerlig, men forventer da at blive indkaldt til forhandlinger, da H.C. Østerby i valgkampen har lagt op til brede forhandlinger, siger hun.

Det står valgets sejrherre ved. Men samtidig ærgrer han sig over, at den tætte kamp og det nærmest præsidentagtige valg har trukket fokus væk fra de små partier og blandt andet kostet SF to af deres tre mandater.

De Konservative ryger helt ud af byrådet, og også De Radikale går tilbage. Til gengæld er Socialdemokraterne gået frem alle steder i kommunen.

- Vi har også vundet flere landdistrikter. Folk kender mig, og jeg er ude blandt borgerne, hvilket er vigtigt. Et valg vindes mellem valgene, siger H.C. Østerby til tv-stationen.

/ritzau/