Ulla Tørnæs (V): Danmark bør forklare sig og aflive myter

Skrevet af admin

15/01/2016

Dagens topnyheder

Det vil gavne Danmark, hvis regeringen forklarer EU-Parlamentets udvalg for borgerrettigheder, at asylansøgere ikke får trukket guldtænder ud ligesom jøder i KZ-lejre eller får konfiskeret deres vielsesringe af danske myndigheder.

Det siger Venstres EU-parlamentariker Ulla Tørnæs efter opstandelse i udvalget, som kan læse artikler om danske asylstramninger i blandt andet New York Times.

- Jeg håber, at den danske regering vil tage imod den indbydelse, der måtte komme om at redegøre for den danske lovgivning i Europa. Så vi netop kan få aflivet de myter, der måtte være, og få fakta på bordet, siger Ulla Tørnæs.

Integrationsminister Inger Støjberg (V) har to gange ændret sit lovforslag om smykker. Nu skal asylansøgere først betale værdier over 10.000 kroner i smykker eller kontanter, de måtte medbringe til Danmark, mod oprindelig 3000 kroner.

Asylansøgere skal heller ikke aflevere deres vielsesringe eller andre smykker med en særlig affektionsværdi. Ulla Tørnæs kalder lovforslaget "det mest misforståede".

- Man kunne nærmest få det indtryk, at enhver asylansøger i Danmark bliver rystet for at se, om der falder en mønt ud. Det er rimeligt, at man stiller samme krav om selvforsørgelse til asylansøgere som danske kontanthjælpsmodtagere, mener Ulla Tørnæs.

Lovforslaget strider hverken mod internationale aftaler eller EU-traktaten, lyder det fra Ulla Tørnæs. Andre lande vil som Schweiz formentlig bede asylansøgere forsørge sig selv, hvis de har adgang til velfærdsydelser, mener hun.

- Det er jo grundstenen i vores velfærdssamfund, siger Ulla Tørnæs.

/ritzau/