Ulovlig agent i narkosag skal bedømmes af Højesteret

Skrevet af admin

11/05/2016

Dagens topnyheder

De amerikanske og danske myndigheders brug af en agent i en stor narkosag skal nu til eksamen i landets øverste domstol.

Det er Procesbevillingsnævnet, der har givet to dømte mænd tilladelse til at anke en dom fra Vestre Landsret til Højesteret.

Det oplyser advokat Michael Juul Eriksen, der er forsvarer for den ene.

Begge er anklaget for at ville købe 200 kilo kokain for 43 millioner kroner. Forhandlingerne foregik først i Colombia og dernæst i København og i Aarhus.

"200 kilo direkte fra junglen," blev der sagt på Café Hollywood i den østjyske by.

Kort efter blev de anholdt. Men det hele havde været et skuespil. Den mand, som de forhandlede med, er en narkodømt sydamerikaner, der blev instrueret af amerikanske og danske politifolk.

Han havde fortalt de to mænd, at han var fra den colombianske oprørsbevægelse Farc.

Han var såkaldt civil agent. Og han gik for vidt og overskred de grænser, retsplejeloven har fastsat for, hvad en civil agent må foretage sig, har først Retten i Aarhus og derefter Vestre Landsret slået fast.

Derfor blev straffen reduceret en smule. Tyskeren MS blev idømt fængsel i 12 år, mens hans colombianske makker PA fik ti år.

Begge kræver imidlertid frifindelse i Højesteret.

Begrundelsen er, at hverken amerikansk politi eller colombiansk politi har ønsket at fremlægge materiale om, hvad der blev sagt under de indledende forhandlinger i Bogota.

Når retten ikke må se disse oplysninger, er det i strid med menneskerettighederne at fælde dom på baggrund af agentens forklaringer, mener advokat Michael Juul Eriksen.

De to dømte har hævdet, at det var agenten, der skabte det kriminelle forløb, hvor de til sidst blev lokket til Danmark.

Derimod har Vestre Landsret konkluderet, at mændene under møderne i Danmark var ivrige efter at købe den store mængde kokain, og at de derfor skal straffes for købs-forsøget.

Undervejs var det amerikanske narkopoliti DEA parat til at sætte trumf på skuespillet. DEA forberedte sig på at skulle sende et halvt ton kokain over Atlanten til Danmark, har en narkobetjent bekræftet under retssagen.

Hvornår Højesteret kommer på banen, vides endnu ikke.

/ritzau/