Ulovligt at skære ydelser med tilbagevirkende kraft

Skrevet af admin

10/09/2015

Mest læste i dag

En dom i Højesteret tvinger en række kommuner til at genoptage sager om stop for sygedagpenge og andre sociale ydelser, der er afgjort med tilbagevirkende kraft på baggrund af ugyldige afgørelser. Det skriver Fagbladet 3F.

Ankestyrelsen fastslog allerede i 2011, at afgørelser om stop for sygedagpenge truffet af en såkaldt anden aktør var ugyldige. Men Ankestyrelsen mente, at når kommunen senere traf en ny afgørelse, kunne den virke med tilbagevirkende kraft.

Det siger Højesteret nu nej til: Kommunens nye afgørelse kan ikke virke med tilbagevirkende kraft, når den tidligere afgørelse var ugyldig. Imidlertid har mange kommuner anvendt netop den praksis.

Advokat Malou Ehmer fra Advokatfirmaet Kroer Pramming har ført sagen på vegne af et medlem af 3F.

- Den type sag har ikke været prøvet før. Vi er meget stolte og glade for dommen, som vil komme tusindvis af borgere til gode. Ikke bare borgere, der har fået stoppet sygedagpenge. Dommen gælder alle sociale ydelser, og borgerne skal have ydelsen, indtil der er truffet en lovlig afgørelse, siger hun.

Højesterets dom drejer sig om en borger i Kolding Kommune. Hun fik frataget sine sygedagpenge fra 31. december 2009. Afgørelsen blev truffet af en medarbejder ansat ved Falck Jobservice, som Kolding Kommune havde hyret som såkaldt anden aktør til at varetage sager om sygedagpenge.

Først i november 2010 traf Kolding Kommune en gyldig afgørelse, som kommunen lod gælde med tilbagevirkende kraft fra 31. december 2009.

Arbejdsmarkedschef i Kolding Kommune, Lasse Kamp, skriver i en mail til Fagbladet 3F, at han vil læse afgørelsen og begrundelsen grundigt igennem, før kommunen vil udtale sig om den konkrete dom.

/ritzau/