Ulrich Thomsen vinder pris for Ricardo-rolle

Skrevet af admin

21/12/2015

Mest læste i dag

Dengang, Richard Møller Nielsen var landstræner, var der ikke meget opbakning at hente, før han overraskende førte Danmark til sejr ved EM i 1992.

Anderledes er det gået for skuespilleren Ulrich Thomsen, der spiller rollen som Ricardo i dramaet "Sommeren 92". Først strøg danskerne i biografen for at se filmen om den danske triumf, og nu kan Ulrich Thomsen glæde sig over at blive belønnet med Ove Sprogøe Prisen for sit arbejde med rollen.

Mandag fik den erfarne skuespiller prisen overrakt af kulturminister Bertel Haarder på Nordisk Film i Valby i København, og på scenen blev valget motiveret af priskomitémedlem Kim Skotte, filmredaktør og filmanmelder på Politiken:

- Hans fortolkning af det fynske bøgetræ Richard "Ricardo" Møller Nielsen i Kasper Barfods film om dengang, det danske fodboldlandshold sensationelt vandt EM, er en helt usædvanlig smuk balancering af humor og alvor.

- Ulrich Thomsen ligner ikke i skræmmende grad den forkætrede fynske fodboldtræner med de mildest talt originale fyndord. Men det glemmer man alt om, når man har set fem minutter af "Sommeren "92". Så ER Ulrich Thomsen Ricardo. En landstræner som nu har både publikum og historien på sin side.

- Det er svært at lave fodboldfilm, som dufter af sved og læder på den rigtige måde. Endnu sværere er det at portrættere fodboldpersonligheder, som stadig står mejslet i alles erindring. Men Ulrich Thomsen får det til at se legende let ud, at skabe en Ricardo, som griber os om hjertet, får os til at le og giver en hårdtarbejdende mand æresoprejsning med et helt igennem solidarisk portræt, lød det blandt andet i talen.

Med Ove Sprogøe Prisen, der er opkaldt efter den folkekære skuespiller, følger der en check på 30.000 kroner.

Ove Sprogøe Prisen uddeles i år for 10. gang og er tidligere tilfaldet Niels Ellegaard, Nicolaj Kopernikus, Lene Maria Christensen, Signe Egholm Olsen, Cecilie Stenspil, Nikolaj Lie Kaas, Pilou Asbæk, Mia Lyhne og senest Danica Curcic.

/ritzau/FOKUS