Ulrik Wilbek: Spil i fyldte haller

EM turneringen skulle i år have fundet sted i Holland, men krav fra EHF om at forbedre nogle detaljer frem mod EM, fik hollænderne til at opgive grundet skrantende økonomi.

- Jeg ved ikke, om mesterskaberne i Holland kunne være gennemført uden disse krav, men jeg ved, at det kan være en bekostelig affære at være vært for et kvindemesterskab, hvis publikumsinteressen ikke er til stede, siger Ulrik Wilbek og fortsætter:

- Det var den ikke i Serbien, og det kan der være rigtig mange årsager til. Serbien er for det første traditionelt et land, hvor mænds idræt er prioriteret væsentligt højere end kvindeidræt.

Hvis vi går 11 måneder tilbage og kigger på de høje tilskuertal til EM for mænd. Fyldte haller – også selvom håndbold ikke er den største indendørs holdidræt i Serbien.

- Interessen for sport er stor. Og der var mange fans fra andre lande til at fylde godt op, når Serbien ikke selv spillede. Det har bestemt ikke været tilfældet i ved kvindernes slutrunde i december, hvor selv nordmændene har stillet med et meget begrænset antal supportere i forhold til, hvad vi plejer at se, siger Ulrik Wilbek, og fortsætter:

- Hvis interessen for kvindehåndbold og den deraf følgende branding skal forbedres, skal vi have bedre og mere troværdige produkter. Og det får man først og fremmest med fyldte haller.

Ulrik foreslår
- Derfor går mit forslag til EHF og IHF og arrangørlandene af EM og VM i kvindehåndbold på at vi skal gå tilbage til konceptet i halvfemserne, hvor der blev spillet i mindre haller, siger Ulrik Wilbek, og fortsætter:

- Glem alt om omklædningsrummenes størrelse og afstanden fra banen og ud tilskuerne. Find de haller, hvor der kan skabes stemning og intimitet. 2.000 tilskuere i en fyldt hal virker langt bedre end 4.000 i en hal til 20.000.

- Og til arrangørerne : Sæt priserne efter forholdene. 4.000 tilskuere der betaler 200 kr. i entre er en bedre forretning end 2.000, der betaler 350 kr. Store mesterskaber skal være events og EHF og IHF bør vælge værtsnation i forhold til, hvem der vil skabe events, slutter Ulrik Wilbek.

Dagens Gossip