Ulrik Wilbek tager skadesregn før EM med ro

Skrevet af admin

06/01/2014

Dagens topnyheder

Flere landsholdsprofiler døjer med skadesproblemer, mindre end en uge før EM i herrehåndbold begynder i Danmark.

Playmaker Rasmus Lauge er fortsat tvivlsom med en drilsk knæskade, mens venstrefløjen Anders Eggert er rejst hjem fra det igangværende Golden League-stævne i Frankrig med en fiberskade i læggen.

Desuden er backen Mads Mensah Larsen ukampdygtig med en skade, mens playmaker Bo Spellerberg og højrefløjene Lasse Svan Hansen og Hans Lindberg også har pådraget sig skavanker.

- Det er jo vilkårene. Vi har heldigvis ikke nogen skader, der kan holde folk ude af EM.

- Så vi tager det med godt humør og spiller og træner med dem, der er, siger Ulrik Wilbek til DR Sporten.

Danmark spiller den sidste kamp ved Golden Leagues-stævnet mod Qatar tirsdag aften. På søndag gælder det den første gruppekamp ved EM, når Ulrik Wilbeks mandskab møder Makedonien i Herning.

/ritzau/