Ulykke med levende lys: 79-årig mand i livsfare

Skrevet af admin

19/12/2013

Dagens topnyheder

En 79-årig mand er slemt forbrændt og i kritisk tilstand efter en brandulykke på den psykiatriske døgninstitution Holstedgaard i Næstved natten til torsdag.

- Han er kommet alvorligt til skade og er blevet kørt på Rigshospitalet. Hans tilstand er meget kritisk, fortæller vagtchefen hos Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.

Den ældre mand er ifølge vagtchefen forbrændt på over 40 procent af sin krop.

- Der er nok noget stearinlys eller andet, som har fået fat i hans tøj, tilføjer vagtchefen tidligt torsdag morgen.

Ilden udviklede sig ikke til en brand i selve bygningen, oplyser politiet, og det er kun den ældre mand, som er kommet til skade, lyder det.

/ritzau/