Ulykke på Boddum-Ydby Friskole: 10-årig dreng fortsat i livsfare

Chancen for overlevelse er hverken forbedret eller forværret for den 10-årige dreng, der kom til at hænge sig selv fra et toiletvindue på Boddum-Ydby Friskole i Thy for knap to uger siden.

Det skriver ekstrabladet.dk.

Drengens nærmeste har netop taget fat på en neglebidende nedtælling. I weekenden begyndte lægerne på Skejby Sygehus at skrue ned for den mængde af medicin, som holder ham i kunstigt koma.

Det forventes, at drengens skæbne vil kunne afgøres inden for en af de nærmeste dage, erfarer ekstrabladet.dk.

- Det er frygteligt at gå med denne uvished og selvfølgelig endnu værre for drengens nærmeste familie, siger skoleleder Morten Nebel, Boddum-Ydby Friskole, til ekstrabladet.dk.

Den 10-årige dreng kom for 12 dage siden til at hænge sig selv i sin halsvarmer. Den krogede sig fast i håndtaget til et toiletvindue, da han ville skyde genvej ud til en flok legende kammerater.

Lige siden har den lille friskole med i alt 46 elever fra 0. til 6. klassetrin holdt vejret og håbet det bedste for drengen, hvis lillebror på otte år den seneste uges tid har været tilbage i skolens 2. klasse.

Dagens Gossip