Ulykke på metrobyggeplads: Betonklods faldt 40 meter ned

En halvanden meter lang betonklods rev sig onsdag aften løs fra en kran og faldt 35-40 meter ned i skakten ved metrobyggeriet i Nørrebroparken i København. Ingen mennesker kom til skade ved ulykken, men det kunne have gået grueligt galt, lyder det fra Metroselskabet.

- Vi ser med største alvor på denne hændelse, der kunne have haft meget alvorlige konsekvenser, siger Metroselskabets arbejdsmiljøchef, Susanne Brendstrup, i en pressemeddelelse.

- Vi vil derfor sammen med entreprenøren snarest få afdækket årsagen og få iværksat de nødvendige initiativer, så en lignende hændelse kan undgås i fremtiden, tilføjer hun.

Ulykken skete, da en kran onsdag aften klokken cirka 21.00 var ved at sænke tre tunnelelementer ned på bunden af skakten i Nørrebroparken.

- Kranens last strejfede en anden kran, og et af de mindre tunnelelementer – et såkaldt låseelement – løsrev sig og faldt 35-40 meter ned i skakten, skriver Metroselskabet i meddelelsen.

Tunnelelementet - betonklodsen - er cirka 1,5 meter lang, under én meter bredt og 30 centimeter tykt.

Det vides endnu ikke, om det var en menneskelig eller en teknisk fejl, der var skyld i ulykken.

Ifølge CMT, som er entreprenør på byggeriet af Cityringen, ramte tunnelelementet en af el-tavlerne på tunnelboremaskinen Tria, der er i færd med at bore tunnelstrækningen frem mod Nørrebros Runddel.

En skinne til et sidespor til arbejdstogene blev også beskadiget ved ulykken.

Det præcise omfang af skaderne kendes endnu ikke, men det er entreprenørens umiddelbare vurdering, at det vil tage en uges tid at få udbedret skaderne.

Ifølge Metroselskabet er der dog ikke tale om, at byggeriet vil ligge stille i den periode.

Arbejdstilsynet har på baggrund af ulykken meldt sin ankomst på byggepladsen fredag.

/ritzau/

Dagens Gossip