Ulykke på Storebæltsbroen spærrer for trafik mod Fyn

Skrevet af admin

16/10/2015

Dagens topnyheder

En ulykke på Storebæltsbroen førte fredag eftermiddag til lukning af broen i retning mod Fyn.

Flere biler var impliceret i ulykken, og det betød, at oprydningsarbejdet spærrede for trafik mellem Korsør og Nyborg i en god times tid.

- Det er sket på vej ned fra højbroen mod landfæstet ved Sprogø. Her er fire-fem personbiler kørt sammen, fortæller Søren Østervig, der er vagtchef hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

De nærmere detaljer om årsagen til ulykken har politiet endnu ikke. Men ved motorvejsulykker er der på grund af hastigheden altid en risiko for alvorlig tilskadekomst.

Det har dog ikke tilfældet i forbindelse med fredagens ulykke. Men der blev for en sikkerhed skyld kaldt ambulancer til ulykkesstedet.

- Umiddelbart er der ikke nogen meldinger om, at der skulle være sket alvorlig personskade. Jeg har lige set på overvågningsbillederne, at en ambulance er kørt derfra stille og roligt, siger Søren Østervig til Ritzau.

Ulykken skete fredag eftermiddag klokken 16.20. Ifølge politiet har der været været dårlig sigtbarhed på broen på grund af regnvejr.

Politi og redningsmandskab skulle bruge en god times tid på broen med oprydningsarbejdet, og kort efter klokken 17.30 lød meldingen, at der igen var passage i vestgående retning.

/ritzau/