Ulykke rejser spørgsmål om Kinas arbejdskultur

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Manglende information om voldsomme eksplosioner i den kinesiske millionby Tianjin har igen bragt fokus på den udbredte laden stå til hos de kinesiske myndigheder, der ifølge menneskerettighedsgrupper ofrer mange liv ved ikke at tage sikkerhedsregler alvorligt.

Mindst 54 mennesker er dræbt og over 700 er kvæstet ved to store eksplosioner, der ifølge vidner kastede skibscontainere rundt på havnen, som var de tændstikker.

Hundredvis af nye biler brændte, bygninger stod tilbage som udbrændte skaller på havnen, hvor der var lagre af giftige kemikalier og gas.

Selv om den omfattende ulykke har vakt global opsigt, så er myndighederne indtil videre ikke kommet med forklaringer på eksplosionskatastrofen i et lagerområde for farlige kemikalier.

Indtil videre er det kun kommet frem, at "en brand blev observeret af lokale, og de anmeldte den inden eksplosionen."

- Først efter brandfolk ankom til området, kom eksplosionen, siger Zhang Yong, der leder distriktet Binhai.

- Årsagen til branden og eksplosionen er stadig ved at bliver undersøgt, siger han og afviser at tale om mulige årsager og teorier.

Lokale embedsmænd er blevet overfaldet med spørgsmål om, hvilke kemikalier, der var i de tanke, som eksploderede. Et pressemøde torsdag blev afbrudt meget abrupt, da embedsmænd nærmest løb ned fra podiet, da journalister krævede at få bedre svar på deres spørgsmål.

- Der er helt klart ingen kultur omkring sikkerhed på arbejdspladserne i Kina, siger Geoffrey Crothall, som er talsmand for en fagforeningsavis i Hongkong, China Labour Bulletin.

For kun et år siden blev 146 arbejdere dræbt i en voldsom eksplosion i en fabrik nær Shanghai, der fremstillede bildele.

- Der bliver altid fremsat de normale beklagelser om, at dette er et chok, men der sker det samme igen et år senere, siger han.

Aktivister siger, at udbredt korruption har en stor del af skylden for den ringe sikkerhed.

- Problemet er, at der er masser af regler og cirkulærer, men de bliver ikke håndhævet, tilføjer han.

/ritzau/AFP