Ulykke spærrer motorvej: Personer alvorligt kvæstet

En bil er torsdag eftermiddag kørt galt på motorvejen mellem Kolding og Fredericia.

Der er tale om en soloulykke, og en af personerne i bilen er død. En anden kom alvorligt til skade, men meldes uden for livsfare.

- En bil kommer kørende mod Kolding og forulykker ved Taulov. Jeg ved ikke, hvordan det skete, men det er et solouheld. Der er to mænd i bilen, og føreren er dræbt, siger vagtchef Jørn Lindhardt ved Sydøstjyllands Politi.

- Passageren er bragt til behandling på sygehuset, siger vagtchefen.

Ulykken skete omkring klokken 17.45 i motorvejens vestgående spor.

- Men i forbindelse med ulykken er der nogle vragstumper, der ryger over i det østgående spor og forårsager et uheld. Det er uden personskade, siger Jørn Lindhardt.

Vagtchefen ved ikke, hvor mange biler, der var involveret i den anden ulykke.

Vejbanen i vestgående retning er klokken 19.30 stadig spærret, men inden længe venter redningsmandskabet at kunne åbne den igen.

/ritzau/

Dagens Gossip