Ulykkelig far sender bøn til Karen Hækkerup

Carsten, der er far til fireårige Rasmus, der sidste mandag døde, da moderen kvalte ham, har sendt en bøn til justitsminister, Karen Hækkerup, skriver mx.dk.

Faren har sendt brevet i håb om, at han kan få medbestemmelse over Rasmus’ begravelse. Skifteretten i Aalborg besluttede mandag, at Rasmus skal begraves i moderens hjemby, Aalborg. Det skyldes, at hun har fuld forældremyndighed over den nu døde dreng.

Mor dræbte fireårig dreng med næverne: Skal begraves i Aalborg

Sidste mandag lokkede moderen Rasmus op i sit skød, hvorefter hun kvalte ham.

I brevet til justitsministeren forsøger Carsten at få omstødt beslutningen om at Rasmus skal begraves i Aalborg. Faren bor på Frederiksberg og skriver blandt andet:

- Kære Karen Hækkerup / Justitsministeriet, Det må være en fejl, prøv at forstille jer at det var jeres barn. Jeg beder jer af hele mit hjerte om at give mig dispensation, så jeg kan begrave min elskede lille dreng på Frederiksberg, skriver han.

For at understrege, hvorfor dispensationen skal gives, fortæller Carsten om tiden med sin nu afdøde søn.

- Jeg har i de sidste 4 år passet på min søn, som nu en far skal. Jeg har ikke misset et samvær, frivilligt betalt dobbelt op i børnepenge, betalt ekstra til hans medicin, vintertøj og børnehaven. Så jeg forstår ikke, at man giver min elskede lille dreng tilbage til den kvinde, der mandag eftermiddag lokkede ham op på sit skød og langsomt kvalte ham, skriver Carsten og afslutter brevet:

- Min søns mor har valgt, at han skal begraves den 28. december som på nuværende tidspunkt for mig er på en ukendt kirkegård i Aalborg, så jeg er desværre virkelig under tidspres. Jeg håber, I vil handle hurtigt på mine og min søns vegne, skriver han.

Dagens Gossip