Ulykkelig Søren Østergaard udsat for indbrud: Nu efterlyser han vigtige rekvisitter fra Zirkus Nemo

Tyveknægte har muligvis stjålet det velkendte smil i ansigtet på komikeren Søren Østergaard, der i dag må kigge langt efter et vigtigt målebånd og parykken til en af de populære og skæve eksistenser fra Zirkus Nemo.

I ly af natten har der været indbrud i cirkussets røde og sorte telt på Tangkrogen i Aarhus, hvor aarhusianere med hang til absurditeter kan få lov at grine af Smadremanden, Jørn Keld og resten af persongalleriet i det farverige cirkus.

De langfingrede cirkusgæster stjal en række kostumer og rekvisitter, og nu udlover Søren Østergaard og resten af Zirkus Nemo en dusør på fire billetter til en forestilling efter eget valg, hvis man kan trylle de stjålne ting tilbage i teltet. 

- Dette er desværre ikke en joke. Det er netop gået op for os her til formiddag, at nogen har stjålet Målermandens jakke og sorte paryk, en brun paryk, Frodos pisk og Sørens klovnehat, skriver det noget anderledes cirkus på Facebook.

Nattens indbrud, der er sket efter klokken 02.30, får dog ikke Zirkus Nemo til at aflyse aftens forestilling.

Til Aarhus Stiftstidende forklarer Søren Østergaard, at han har en ekstra paryk til Målermanden, mens en smuttur ud i cirkussets lagerbygning muligvis kan løse problemet med de andre manglende effekter.

Han tror, at der er tale om drengestreger eller nogle fulde unge, der ikke har tænkt sig om i sommernatten.

- Vi kan se, at tyvene også har kørt rundt med den kørestol, der bruges til nummeret med 'Verdens mindste mand', og de har kastet med balloner, siger Søren Østergaard til avisen og forklarer, at man næppe kan få mane penge for tyvekosterne på gadeplan.

Læs også: Politiet beder om hjælp: Hvem er manden, der sælger falske iPhones?

- Jeg kan forstå, hvis de havde taget ting af værdi, men hvad vil de med en sur jakke og en svedig skjorte, lyder det spørgende fra den 57-årige skuespiller og gøgler til Aarhus Stiftstidende.

Se Facebook-opslaget fra Zirkus Nemo her:

Følg Dagens Efterlysninger for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip