Ulykkesfly forsøgte at øge farten få sekunder før styrt

Deborah Hersman, som leder undersøgelsen, gav på et pressemøde i lufthavnen udtryk for, at der ikke var indikationer på problemer indtil syv sekunder før styrtet. Deborah Hersman oplyser, at data viser, at flyet nåede landingsbanen »betydeligt langsommere« end planlagt. Halvandet sekund inden styrtet forsøgte personalet at vende om og iværksætte en ny landing med højere hastighed, men det lykkedes ikke.

To kinesiske teenagepiger døde ved styrtet, og 182 personer kom til skade, heraf cirka 40 med alvorlige kvæstelser. Lægerne oplyser, at de har set et stort antal skader i maveregionen, et stort antal skader på rygsøjle, herunder skader, der medfører lammelser. Desuden rapporteres om forskellige typer af skader på hoved, hænder og fødder.

To af de indlagte har alvorlige hudafskrabninger, der muligvis skyldes, at de er blevet slæbt hen ad asfalten under havariet.

De indlagte, der har været i stand til at tale med lægerne, fortæller, at de sad i flyets bagerste del, der knækkede sammen, da flyet ramte landingsbanen.

15-16 af de indlagte er stadig ikke ved bevidsthed, det er hovedsagligt indlagte med skader på hovedet eller alvorlige maveblødninger.

Flyet fra Asiana Airlines havde 307 personer om bord - 291 passagerer og 16 besætningsmedlemmer. Det var på vej fra Seoul i Sydkorea til San Francisco.

Flyets sorte boks med flyets data og optagelser fra cockpittet er blevet sikret og sendt til nærmere analyse.

Dagens Gossip