Ulykkesforsikring: Forbrugerne taber sagerne

Det står 11 - 1 til forsikringsselskaberne, når sager om ulykkesforsikring ender i Ankenævnet for Forsikring. Det vil med andre ord sige, at forbrugerne taber 11 ud af 12 klagesager om forsikringsselskabers ulykkesforsikringer, skriver Forbrugerrådets blad Tænk Penge.

Ankenævnet behandler de sager, hvor selskab og kunde ikke kunne blive enige, og i de 184 sager om ulykkesforsikringer, som Ankenævnet har behandlet i der seneste år har selskabet i 92 procent af klagerne fået medhold i et afslag på erstatning.

Det er et højt tal i forhold til andre forsikringsområder, hvor tre gange så mange forbrugere får medhold.Forbrugerrådet mener, at de mange nederlag til forbrugerne på området ulykkesforsikring skyldes, at kunderne ikke ved, hvad deres forsikring dækker - hvilket igen kan skyldes uklar kommunikation fra selskaberne.

»Tallene peger på, at nogle selskabers kommunikation om, hvad en ulykkesforsikring indeholder, og hvornår den dækker, er for dårlig. Mange kunder ved f. eks. ikke, at almindeligt slid og ælde eller eksisterende skader kan udløse afslag på skadeserstatning. Det må være udtryk for, at selskaberne ikke gør tydeligt nok opmærksom på det,« siger Vagn Jelsøe, der er konstitueret direktør i Forbrugerrådet.

Kontorchef i Ankenævnet for Forsikring, Carsten Sennels, anerkender, at der kan være svært for den almindelige forbruger at gennemskue forsikringsbetingelser, når f. eks. en svækket tand ikke udløser fuld erstatning, når den bliver ødelagt.

»Selv om en tand er skrøbelig på grund af plomber og caries, kan du jo sagtens bruge den, lige indtil den måtte knække. Men når forsikringsselskaberne kun udbetaler en begrænset eller ingen erstatning i sådan et tilfælde, er der tale om et princip, der går igen inden for al skadesforsikring: Du får ikke fuld erstatning for en brugt genstand,« siger han til Tænk Penge.

I den undersøgte 12-måneders periode har 22 procent af klagerne drejet sig om afslag på erstatning på grund af en forudgående lidelse.

Carsten Sennels mener, at de mange afslag er udtryk for, at kundernes forventninger ligger på et helt andet niveau end selskabernes.

»Hele området med forudgående sygdomme er svært at forstå for almindelige mennesker. Eksempelvis kan du sagtens gå med en latent rygskade, der først slår ud under helt bestemte forudsætninger. I så fald kan der i normal forstand sagtens være tale om en ulykke med en efterfølgende skade. Men hvis lægerne vurderer, at skaden har sin rod i den latente skade, kan selskabet reducere eller afslå erstatning,« siger han til bladet.

Vagn Jelsøes råd til forbrugerne er, at forbrugere stadig skal bruge ankenævnet, hvis de er utilfredse med en afgørelse fra deres forsikringsselskab. Men man skal som forbruger selv sørge for at sætte sig grundigt ind i forsikrings betingelser, inden man klager.

Ankenævnet består af en formand, som enten er landsdommer eller højesteretsdommer, foruden et fast antal medlemmer som er udvalgt af henholdsvis Forbrugerrådet samt Forsikring og Pension - lige mange fra hver side.

Dagens Gossip