Undersøgelse: Danske P-huse skuffer i stor europæisk test

For dyre og for dårlige. Sådan oplever mange bilejere et besøg i et parkeringshus, hvor høje priser, for smalle P-båse og dårlig belysning mere er reglen end undtagelsen.

Og at standarden i parkeringshuse med fordel generelt kan forbedres, bekræftes af en ny stor test fra de europæiske bilklubber EuroTest-samarbejde af 60 P-huse i 15 europæiske byer. Den første af sin slags.

Således opnår ingen af de testede parkeringshuse bedømmelsen ’meget god’, mens kun ti får bedømmelsen ’god’, og flertallet, 39, bedømmes til at være ’acceptable’. Ni P-huse får stemplet ’ringe’ og endelig falder to helt igennem og som værende ’meget ringe’.

- Der er i flere europæiske byer et ønske om at få bilerne væk fra gaden og ind i P-huse. Men som vores test viser, er forholdene her langtfra tilfredsstillende. Det er særligt alt for smalle P-båse og generelt trange forhold, der trækker ned, ligesom brugervenligheden for handicappede i samtlige 60 P-huse var til dumpekarakter. Set med forbrugerøjne er det naturligvis ikke godt nok, siger konsulent for infrastruktur i FDM Louise Skov, der har koordineret den danske del af testen.

FDM har sammen med repræsentanter fra de europæiske bilklubbers forbrugersamarbejde, EuroTest, udvalgt parkeringshuse, som alle er offentligt tilgængelige og beliggende i byzoner eller tæt på togstationer. Det er således FDM, der har udvalgt de fire københavnske P-huse, som er blevet vurderet af et særligt testhold.

Hvert P-hus er blevet gennemgået på næsten 130 punkter fordelt på kategorierne sikkerhed (vægtning 40 procent), adgangsforhold (30 procent), brugervenlighed (20 procent) og pris (10 procent).

Det er dog ikke kun blandt P-huse ude i Europa, der er plads til forbedringer. I testen finder man også fire københavnske parkeringshuse, hvoraf de tre vurderes til at være ’acceptable’, mens et ved Amerika Plads får bedømmelsen ’ringe’. Resultaterne får FDM til at efterlyse højere standarder til fremtidige parkeringshuse.

Se grafik nedenunder...

Dagens Gossip