Undersøgelse: Danske VM-fans tror på VM-guld

De danske håndboldherrer er efter sejren over Ungarn klar til aftenens semifinale ved VM i Spanien.

Drengenes succes på banen smitter af på de danske fans, hvor flere end fire ud af fem fans nu tror på VM-guld. Det viser en helt ny undersøgelse foretaget af Totalkredit blandt de danske håndboldfans.

Anders Eggert, Mikkel Hansen og alle de andre håndboldherrer har ikke blot skudt et utal af bolde i modstandernes mål under VM i Spanien. De har også skudt troen på guld direkte ind i hele håndbold-Danmarks hjerte.

De danske håndboldfans tror nemlig så meget på landsholdet, at flere end fire ud af fem fans spår VM-guld til nationen. Det viser en helt ny undersøgelse, som holdets hovedsponsor Totalkredit har foretaget på holdets ekstremt populære Facebook-side ’Håndboldherrerne’.

Flere end 2.000 fans har nemlig svaret på, om de tror, at drengene kan gå hele vejen og vinde medaljer – og der er i den grad guldfeber blandt fansene.

- Det har under hele mesterskabet været overvældende med den enormt positive støtte og opbakning, vi har mærket hjemme fra de danske stuer. Det betyder meget for mig og drengene at vide, at en stor del af nationen står bag os og følger med i vores kampe. Det er også meget opmuntrende, at så mange fans tror på, at vi vinder guld – det er en tillid, vi forholder os ydmygt til. Jeg vil på hele holdets vegne gerne sige tusind tak for den store støtte, alle fansene viser os. Og så vil jeg gerne understrege, at vi gør vores allerbedste for at gøre os fortjent til opbakningen, siger landstræner Ulrik Wilbek.

Danmark møder Kroatien i semifinalen i aften klokken 21.30.

Dagens Gossip