Undersøgelse: Danskerne siger nej til at passe familiens ældre

Et repræsentativt udsnit på 963 personer har besvaret spørgsmålet, og flertallet afviser det forslag, som professor og sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen fremlagde for en uge siden i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor han sagde, at det i fremtiden vil være langt mere nødvendigt, at danskerne passer deres ældre familiemedlemmer, da antallet af ældre danskere stiger.

Da en gennemsnitlig 80-årig koster samfundet 104.000 kr. om året i social- og sundhedsudgifter, vil det samfundsøkonomisk ikke kunne hænge sammen, når politikerne bebuder nulvækst eller meget lav vækst i de offentlige udgifter, vurderede han.

Mens 71 procent af danskerne afviser det scenarie i målingen, bakker kun 22 procent op om forslaget.

Det er ganske logisk, siger samfundsforsker og afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, Niels Ploug.

»Når folk svarer, som de gør, skyldes det, at de opfatter ældreplejen som en ydelse, de har betalt for over deres skattebillet. Danskerne accepterer i vid udstrækning det relativt høje skattetryk, vi har her i landet, og en af de klare årsager til det er, at de synes, at de får noget for pengene – blandt andet i form af, at det offentlige tager sig af både deres børn og deres forældre, hvis der er behov for det,« siger Niels Ploug til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og underholdning

Han siger, at politikerne vil være nødt til at forholde sig til, at »serviceydelser som plejen af de ældre vil være meget afgørende for befolkningens opbakning til velfærdsstaten«.

18 procent af kvinderne svarer i rundspørgen, at pårørende bør passe de ældre, mens det samme gælder for 26 procent af mændene. Størst oppakning til forslaget er der blandt de unge.

Dagens Gossip

Dagens TV