Undersøgelse: Du er i et (kompliceret?) forhold med din smartphone

Vi er godt klar over, at det kun er en maskine, men alligevel smelter mennesket og teknologien mere og mere sammen.

Det viser en ny undersøgelse foretaget af Kaspersky Lab, som er en privatejet producent af antivirusløsninger.

Faktisk er vi i stigende grad begyndt at behandle vores digitale enheder, som vi behandler vores nærmeste, og vi er slet ikke i stand til at leve uden dem.

En undersøgelse fra IDC fra sidste år underbygger påstanden ved at bevise, at mange anser deres smartphone som deres bedste ven. Ifølge undersøgelsen tjekker 80 procent af alle smartphone-ejere deres telefon hvert 15. minut. Flere hører desuden ofte telefonen ringe, selvom det slet ikke er tilfældet.

Derfor har Kaspersky Lab nu set nærmere på begrebet “Cyberpsykologi” og den såkaldte medie-personificering - altså den, som får os til at menneskeliggøre vores digitale enheder, og nærmest føle, at vi er i en form for forhold med dem.

Men det forhold bliver kompliceret af diverse malware-programmer - bedre kendt som mobilvirus, som er et stigende problem, ifølge Kaspersky Lab.

Den store it-sikkerhedsproblematik sætter skår i glæden med vores nye, digitale venner, fordi den griber ind i vores dialog med dem.

Kaspersky Lab lægger vægt på, at problemet med it-sikkerheden faktisk bliver forværret af det personlige forhold, vi har til enhederne. For når vi får “ros” af computeren, for eksempel når vi spiller computerspil, oplever vi faktisk, at vi bliver i bedre humør. Også selvom vi inderst inde godt ved, at spillenes feedback er tilfældig og ikke personlig.

- Det interessante ved det er, at vi ikke rigtigt kan gøre for, at vi gør det. Folk, der er meget vidende om computere, har især en tendens til personificering, siger mediepsykologi-ekspert Frank Schwab fra Würzburg Universitet.

Faren ved det er, at vi stoler blindt på den digitale enhed, og derfor kan finde på at klikke på ting, vi ellers ikke ville have gjort, når vi personificerer teknologien, mener han.

Se Kaspersky Labs liste over tegn på, at du personificerer din medie-enhed, her:

- Du tager hensyn til computerens følelser og er høflig, når du skal evaluere computerens “performance”.

- Computere er ikke kønsneutrale. En computer kan blive anset som henholdsvis kvinde eller mand, især når den pågældende gadget har en stemme. Stemmen alene kan faktisk udløse stereotyper.

- Lige børn leger bedst, og det samme gælder computere. Når personligheden matcher, opfattes computeren som mere kompetent, og vores tilfredshed stiger såvel som vores tilhørsforhold. Det vil altså sige, at computeren har en identitet. Eksempelvis foretrækker dominerende mennesker computere, der opfattes som dominerende.

Se Kaspersky Labs grafik over cyber-psykologien herunder:

Dagens Gossip

Dagens TV