Undersøgelse: Forældre takker nej til tvungen lektiecafé

Det skal være op til skolebørnene, om de vil lave lektierne derhjemme eller i skolens lektiecafé.

Det mener et flertal af forældre i en undersøgelse, som Gallup har foretaget for Berlingske.

Her svarer knap seks ud af ti forældre til folkeskolebørn, at lektiecaféer skal være frivillige, ligesom de har været i dette skoleår.

Gallups undersøgelse er foretaget blandt 1235 repræsentativt udvalgte forældre, og resultatet matcher Liberal Alliances og De Konservatives store modstand mod lektiecaféerne.

Det er kun hver tredje forælder i undersøgelsen, der støtter folketingsflertallet, der har besluttet, at lektiecaféer fra næste skoleår skal være en obligatorisk del af skoledagen.

- Jeg ved godt, vi kæmper mod et stort folketingsflertal, men jeg håber bare, at de andre partier vil lade paraderne falde og indse, at det ikke var en god idé. Der er vel ingen, der er så argumentationsresistente, at de ikke vil lytte bare en smule efter, hvad der foregår? siger De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, til Berlingske.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) tror til gengæld, at det bliver et mere positivt billede, forældrene får af lektie­caféerne, når de bliver obligatoriske efter sommerferien.

- Jeg kan godt forstå forældrene, for det har ikke været godt nok. Skolerne har ikke kunnet planlægge og har ikke vidst, om der kom ti eller 50 børn i lektiecaféen. Men jeg er sikker på, at forældrene vil opleve en meget bedre kvalitet fra det nye skoleår, hvor det bliver et obligatorisk tilbud, som skolerne kan lægge i løbet af skoledagen, siger Christine Antorini til Berlingske.

/ritzau/

Dagens Gossip