Undersøgelse: Hver fjerde danske skoleelev føler sig ikke sund

De elever, der kan lide at være udendørs i frikvartererne, vurderer i højere grad sig selv som sunde, set i forhold til de elever, der ikke bryder sig om at være ude i frikvartererne.

Det er en af del-konklusionerne, der netop er offentliggjort fra dette års Masseeksperiment under overskriften "Tag pulsen på din skolevej".

Eksperimentet er en del af Dansk Naturvidenskabsfestival og er udarbejdet af Danish Science Factory, Aktiv Rundt i Danmark og UC Syddanmark. Finn Mogensen, der er lektor på UC Syddanmark og forskeren bag eksperimentet, har nu analyseret resultaterne.

- Resultaterne peger på, at der skal være nogle strukturelle betingelser til stede i elevernes omgivelser, så det overhovedet er muligt for dem at være fysisk aktive. Det har blandt andet stor betydning at skabe nogle gode forhold i skolegårdene - fysiske og sociale - som gør, at eleverne føler sig godt tilpas udendørs i frikvartererne, siger Finn Mogensen.

Fysisk aktivitet

Resultaterne viser også, at elever, der har været aktive mindst 20 minutter i skoletiden hver dag, føler sig sundere end elever, der ikke er fysisk aktive i skoletiden.

Eksperimentet støtter hermed tankerne bag den nye folkeskolereform med hensyn til, at eleverne gennem hele deres skolegang skal have ca. en skoletimes fysisk bevægelse per dag.

Sikker skolevej

I en anden del af Masseeksperimentet blev sammenhængen mellem sikker skolevej og elevernes sundhed undersøgt. Analyserne viser, at der er sammenhæng mellem en sikker skolevej og en høj vurdering af egen sundhed.

Hvis skolevejen er sikker, er der flere elever, der vurderer, at deres sundhed er høj - set i forhold til dem, som vurderer, at skolevejen er farlig.

På baggrund af analysen af den samlede mængde data og elevernes svar står det klart, at elevernes sundhed er betinget af en række vilkår, de lever under, nemlig:

• Sikker skolevej

• Mindst 20 minutters fysisk aktivitet hver dag I skolen

• Tilgængelige udearealer til fysisk aktivitet hjemme eller tæt ved, hvor de bor

• Lokalmiljøets fristelser I form af fastfoodbutikker, grillbarer og pizzeriaer - specielt for pigerne

• Ophold udendørs i frikvarterne hele året, hvor eleverne kan lide at være

• Antallet af sportsforeninger i lokalområdet

Dagens Gossip