Undersøgelse: Hver fjerde kvinde skal have hjælp til tyverisikring af nummerpladerne

Når den nye nummerpladeforordning træder i kraft i morgen, skal danskerne sikre nummerpladerne mod tyveri. Og det skal ske med skruer.

Mens hver anden mandlig bilejer selv finder skruetrækkeren frem, så er det samme kun tilfældet hos hver fjerde k vinde. Markant flere kvinder end mænd får i stedet tyverisikret nummerpladen - for eksempel i en bilsynshal eller i forbindelse med syn.

Ny lov på fredag: Nu skal du have nummerpladerne skruet fast

Det viser en ny undersøgelse fra Applus Bilsyn, der har spurgt over 1.400 bilejere, om hvordan de forbereder sig på den nye nummerpladeforordning.

Bilen er mandens ansvar

- Det er vel næppe nogen hemmelighed, at bilen i mange familier er mandens ansvarsområde. Det kan måske betyde, at mænd i forvejen er mere fortrolige med at reparere og sætte bilen i stand og derfor selv sikrer nummerpladerne. Vi forventer, at rigtig mange bilejere vil få brug for teknisk hjælp til at tyverisikre deres nummerplade. Det er en hurtig procedure, som vi vil kunne foretage i løbet af 10-12 minutter, når vi har en godkendt løsning på plads, siger Per V. Rasmussen, administrerende direktør hos Applus Bilsyn.

1 million kan få brug for hjælp

Undersøgelsen indikerer, at synshaller og firmaer i bilbranchen fremover vil få mange nummerpladehenvendelser. Mere end hver anden bilist ventes at sikre nummerpladerne mod tyveri inden for de næste seks måneder.

Både person- og varebiler er omfattet af forordningen, og det betyder, at op mod en lille million bilejere vil få brug for monteringshjælp, i følge resultaterne fra undersøgelsen.

25 procent af de danske mandlige bilister har allerede har sikret deres nummerplader. Kun 15 procent af kvinderne kan prale af det. Til gengæld ved mænd og kvinder stort set lige meget om loven, viser undersøgelsen.

Loven om at nummerplader på person- og varebiler skal tyverisikres med skruer træder i kraft i morgen. Du har dog frist frem til 15. november 2015 til at få tyverisikret nummerpladerne.

Dagens Gossip