Undersøgelse: Støj stresser ikke kroppen

Ny forskning fra Aarhus Universitetshospital og Aarhus Universitet kan ikke påvise en sammenhæng mellem daglig udsættelse for støj på arbejdspladsen og forhøjet blodtryk, hjerneblødning eller blodprop i hjernen.

- Støj er en uundgåelig del af vores hverdag. Nogle forskere har vist, at kroppen bliver så stresset af støj, at det øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme. Det kan vi dog ikke bekræfte med vores undersøgelse, siger Zara Stokholm, læge og ph.d. fra Arbejdsmedicinsk Klinik på Aarhus Universitetshospital, der er en af forskerne bag det såkaldte StøjStress-projekt.

Tidligere forskning fra Storbritannien og Danmark har bl.a. vist, at hvis man bor i et område med et højt niveau af trafikstøj, så har man en øget risiko for at udvikle forhøjet blodtryk, slagtilfælde og andre hjertekarsygdomme.

Grundig undersøgelse

Forskerne fra Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø og Bispebjerg Hospital har siden 2009 gennemført en grundig undersøgelse af sammenhængen mellem støj, hjertekarsygdomme og ændringer i hormonsystemet.

De undersøgte 665 medarbejdere fra 76 virksomheder, der repræsenterede 10 industrielle brancher, den finansielle branche og børnehaver.

Deltagerne blev bl.a. bedt om at bære en støjmåler, en blodtryksmåler og en hjerterytmemåler. Og ved hjælp af nationale registre blev der også indhentet oplysninger fra knap 165.000 medarbejdere inden for de samme brancher.

- Det var overraskende for os, at vi ikke fandt en sammenhæng mellem et højt, dagligt støjniveau på arbejdspladsen og problemer med hjerte-karsystemet. Hverken forhøjet blodtryk, øget risiko for hjerneblødninger eller blodpropper i hjernen, siger Zara Stokholm.

Støj på arbejdspladsen udløste heller ikke en stigning i stresshormonet kortisol.

- Den gode nyhed fra vores undersøgelse er, at den ikke tyder på, at støj på arbejdet øger risikoen for forhøjet blodtryk, hjerteblødninger eller blodpropper i hjernen. Men støj er stadig meget generende og man skal være opmærksom på, at et højt støjniveau stadig kan give høretab.

Nu spekulerer de aarhusianske forskere videre på hvilke faktorer, der så kan ligge til grund for, at nogle forskere finder en øget forekomst af hjertekarsygdomme i støjfyldte miljøer.

- Mennesker, som arbejder i støjfyldte brancher, kan have en livsstil, der øger risikoen for at udvikle hjertekarsygdomme. Så måske er det ikke støjen, men livsstilen, der er årsagen.

Dagens Gossip