Undersøgelse: Unge dropper kontanterne

På beløbet? Mønter og sedler er et uddøende fænomen i danskernes lommer, mens vi svinger betalingskortet mere og mere.

Kun halvdelen af danskerne har kontanter på sig til daglig, og blandt de unge mellem 18 og 35 år er det kun en fjerdedel, der går rundt med mønter og sedler i lommen. Til gengæld har vi oftest mobilen og betalingskortet med os. 93 procent af danskerne og hele 98 procent af de 18-35-årige har altid mobiltelefonen på sig, mens 86 procent af os som regel har betalingskortet i nærheden.

Dermed er mobiltelefonen den genstand, som vi oftest har på os. Det viser en ny befolkningsundersøgelse, som 4T Mobile Payments har fået foretaget gennem Epinions Danmarkspanel.

Mobilen vil erstatte både kontanter og kort

Som det folkefærd, der anvender betalingskort allermest, har danskerne helt vænnet sig af med at have kontanter på sig. Ifølge administrerende direktør i 4T Peter Bredgaard vil vi snart kunne erstatte både kontanter og kort med betalinger via mobilen.

- Mobilen har vi altid på os, mens småindkøbene i hverdagen på steder, der ikke tager dankort, eller hvor vi selv er kommet af sted uden dankort, er en udfordring. Her gør mobilen det nemt, siger Peter Bredgaard, der er administrerende direktør i 4T.

4T, som er stiftet af de fire teleselskaber Telenor, Telia, TDC og 3, arbejder på en mobil tegnebog, så mobilen på sigt helt kan overtage både kontanternes og betalingskortenes plads. I første omgang vil man kunne bruge mobiltegnebogen til at betale med i online-butikker og senere hen i de fysiske butikker.

Dagens Gossip