Undgå allergi: Sprøjt parfumen uden på tøjet

Skrevet af admin

26/12/2015

Dagens topnyheder

Danske teenagepiger tager flittigt for sig af en bred vifte af kosmetikprodukter, og det får Miljøstyrelsen til at advare mod de parfumestoffer, der kan findes i mange af denne type produkter.

De kan nemlig føre til allergi, hvis huden udsættes for dem i for store mængder.

- Vi kan se, at der har været en udvikling de sidste ti år, hvor unge piger fra 13-års-alderen har en hyppigere forekomst af kontaktallergi, forklarer kontorchef for kemikalier Isabelle Navarro Vinten til Ritzau.

- Parfumeallergi er en livslang tilstand, som kan give anledning til permanent eller tilbagevendende kontaktallergi, og det kan være rigtig generende, uddyber hun.

Miljøstyrelsen har undersøgt forbruget af personlige plejeprodukter blandt 400 piger i alderen 13 til 16 år og 600 forældre til piger i samme aldersgruppe.

Resultaterne viser, at så godt som alle bruger shampoo, 19 ud af 20 deodorant, mens cirka syv ud af ti bruger en eller flere af produktgrupperne makeup, parfume, ansigtscreme og bodylotion.

Den mindst udbredte produktgruppe, hårprodukter, bruges af over halvdelen af pigerne.

Den store udbredelse af produkterne er nærliggende at kæde sammen med den forhøjede forekomst af allergi, forklarer kontorchefen.

- De danske data, vi har, siger os, at de mest almindelige årsager til parfumeallergi er brug af deodorant, shampoo og flydende sæbe.

- Og det her bekræfter vores antagelse om, at det er værd at kigge nærmere på, hvordan man kan nedsætte forbruget af personlige plejemidler med parfume i, konstaterer Isabelle Navarro Vinten.

Hun anbefaler derfor teenagerne og deres forældre, at de undgår produkter med parfume eller bruger dem på en måde, så de ikke kommer i kontakt med huden.

- En nem løsning kan være, at man anbefaler sine børn at bruge en parfumefri deodorant, og hvis man skal have parfume på, så kan man sprøjte det uden på tøjet, så man undgår hudkontakt, påpeger kontorchefen.

/ritzau/