Undgå misbrug: Her er alt det du skal vide om passwords og sikkerhed

Skrevet af Holger Madsen

21/02/2014

Dagens topnyheder

Hvordan er det nu bedst man sikrer sit password, så hackere ikke får adgang til din mail eller andre oplysninger?

Her har vi samlet en stribe af de vigtigste informationer, så du mere sikkert kan bruge mail, kreditkort og meget andet, som hackere gerne vil have fingre i.

Hvad er en god adgangskode/password?

En rigtig  god adgangskode opfylder i hvert fald disse fire krav:

- den er lang og indeholder mindst otte tegn

- den indeholder både store og små bogstaver

- den indeholder et eller flere tal

- den indeholder specialtegn (såsom #, ¤, % og {).

Hvad er så en dårlig adgangskode eller password?

En dårlig adgangskode er en, som er nem at gennemskue eller som du bruger til flere tjenester.

LÆS OGSÅ: Her er top 10 over de værste passwords

Når en hacker forsøger at gætte adgangskoder, lader han eller hun en computer gøre arbejdet for sig. Computeren forsynes med en liste af ord, som den afprøver et for et, indtil den har fundet det rigtige. Ordlisten indeholder nogle af de koder, som folk ofte vælger som adgangskode: "topsecret", "hemmelig", "xxx", "1234". Derudover kan ordlisten indeholde almindelige danske og engelske ord. Så heller ikke en adgangskode som "jordbærgrød" eller "company" er sikker.

Mange vælger også at bruge navnet på børnene kombineret med fødselsdatoen, men det er også nemt at gennemskue for hackere.

Derfor skal du hverken bruge ord eller navne som adgangskode. I stedet skal du konstruere en adgangskode med både små og store bogstaver, tal og specialtegn.

Hvorfor er det så vigtigt med forskellige passwords?

Da adgangskoder kan være svære at huske, vælger mange at bruge den samme kode alle steder. Problemet er, hvis uvedkommende får fingrene i koden. Så vil han eller hun have adgang til alt det, du ønsker at beskytte. Det svarer til, at du har samme nøgle til både hjemmet, cyklen, arbejdspladsen, bilen, sommerhuset og diverse hængelåse, fordi du ikke ønsker at gå rundt med flere nøgler.

I stedet skal du bruge med flere forskellige koder: Adgangen til din NemID og tjenester som facebook, e-postprogrammer, computeren skal gå via separate og avancerede koder, der ikke bruges til andet. Tjenester med mindre vigtige oplysninger kan have samme kode.

Hvordan laver man så en super solid adgangskode?

Det er ikke så svært. Et eksempel på, hvordan en god adgangskode kan se ud: "1befiB,10gsJ". Den vil være svær at gætte. Desværre er den også svær at huske. Men du kan gøre det lettere at huske dine koder ved at konstruere dem ud fra en huskeregel.

Adgangskoden ovenfor er sat op ud fra forbogstaverne i linjerne "Et barn er født i Betlehem, thi glæder sig Jerusalem". I stedet for ordene "et" og "thi" bruges tallene 1 og 10. Koden indeholder også store bogstaver og et specialtegn, nemlig et komma.

Hvis du konstruerer dine forskellige adgangskoder ud fra din egen regel, kan det være nemmere at huske dem.

Kan jeg få hjælp til at huske passwords?

Ja, det er faktisk muligt. Vi har jo en del forskellige koder, og man skal helst undgå at skrive dem ned. Men der findes særlige programmer til at huske adgangskoderne. I sådan et program opbevares adgangskoderne beskyttet med kryptering, så uvedkommende ikke kan læse dem, selv om de får adgang til programmet.

Selve adgangen til programmet skal naturligvis også være beskyttet af en adgangskode, så helt undgå koder i hovedet kan man ikke.

Der findes flere programmer på markedet. Et af dem er det gratis Password Safe.

Artiklen er lavet på baggrund af oplysninger fra Borger.dk.