Unesco: Plyndring af Syriens oldtid er som en industri

Skrevet af admin

16/09/2015

Dagens topnyheder

Arkæologiske steder i Syrien udplyndres for fuld tryk, og de fundne genstande sælges for at skaffe penge til at finansiere ekstremisterne i Islamisk Stat.

Det siger Irina Bokova, der er chef for FN's organisation for uddannelse, kultur, kommunikation og videnskab, Unesco.

Bokova siger, at udplyndringen af oldtidsfund foregår på industrielt niveau.

- Satellitbilleder viser, at der på arkæologiske steder i Syrien er tusindvis af prikker fra illegale udgravninger. Det viser, at der er plyndringer på industrielt niveau, siger Bokova i Sofia i Bulgarien.

- Det er nu en topprioritet at begrænse smugleriet af kulturelle genstande, fordi det finansierer ekstremisternes handlinger, siger hun videre på en konference, der drøfter, hvordan plyndringen af Syriens kulturelle arv kan bekæmpes.

- Verden venter af os, at vi foretager afgørende og kompromisløse handlinger for at stoppe kilden til finansiering af ekstremister.

Syrien regnes for en vugge for menneskets civilisation. Landet huser nogle af verdens mest værdifulde monumenter, herunder adskillige steder, som Unesco har udnævnt som en del af verdensarven.

Under de seneste over fire års borgerkrig i Syrien har islamisk Stat underlagt sig store dele af landet, siger organisationen Apsa, Forbundet for Beskyttelse af Syrisk Arkæologi.

Ifølge denne organisation er flere end 900 monumenter og arkæologiske steder blevet plyndret, beskadiget eller ødelagt.

Blandt andet har jihadister fra Islamisk Stat sprængt flere af de berømte søjler og bygninger i oldtidsbyen Palmyra i luften.

I august myrdede jihadisterne den 82-årige pensionerede arkæolog Khaled al-Assad, som i en menneskealder havde arbejdet i oldtidsbyen med udgravninger og bevarelse af de gamle monumenter.

Hans lig blev hængt op til offentlig skue.

/ritzau/AFP