Ung amerikaner overstråler Tiger Woods-comeback

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Mens Thomas Bjørn havde en elendig dag ved US Masters og røg ud af turneringen, var der andre, som imponerede stort på Augusta National-banen.

I toppen af feltet sprudlede den unge amerikaner Jordan Spieth for anden dag i træk og fører nu suverænt turneringen i samlet 14 slag under par. Han fører med fem slag ned til den nærmeste konkurrent, amerikaneren Charley Hoffman.

Med en runde i 66 slag - seks slag under par og til sammenligning 13 slag bedre end Bjørns fredagsrunde - er 21-årige Spieth nu samlet 14 slag under par.

Spieth blev samtidig noteret for den bedste start på de første 36 huller ved US Masters nogensinde. Han har kun brugt 130 slag på de første to runder. Den tidligere rekord havde Ray Floyd med 131 slag i 1976.

Og blot tre spillere har præsteret at bruge 130 slag i de første to runder ved en hvilken som helst af de fire store majorturneringer før Spieth.

Det drejer sig om så store navne som Nick Faldo ved British Open i 1992, Brandt Snedeker ved British Open i 2002 samt Martin Kaymer sidste år ved US Open.

- Det er cool. Hver gang man kan slå rekord her, så er det ret enestående. Jeg er virkelig henrykt over, hvordan jeg spillede, siger Spieth.

- Jeg har følt mig godt tilpas i den måde, jeg har ramt bolden. Jeg er bare nødt til at være ydmyg og sætte mig flere mål i turneringen, siger han.

Tiger Woods var også godt kørende på andendagen med en formidabel runde i 69 slag, og det rækker til en placering i den gode ende af feltet.

Dermed er den tidligere verdensetter, som lige nu kun er nummer 111 på verdensranglisten, sikker på deltagelse i weekendens finalerunder i samlet to slag under par - 12 slag efter den førende Spieth.

Sidste år blev Spieth nummer to i sin debut ved US Masters, så det er ikke helt tilfældigt, at han er med så langt fremme igen i år.

Efter torsdagens første runde blev han i øvrigt den yngste spiller til at føre US Masters nogensinde, så rekorderne står i øjeblikket for fald.

/ritzau/AFP