Ung argentiner hamrer Juventus til sejr i klassiker

Skrevet af admin

21/11/2015

Dagens topnyheder

Længe lignede det en nulløsning mellem de italienske giganter Juventus og Milan, men en ung argentiner brød dødvandet og skabte forløsning hos hjemmeholdet Juventus, der vandt 1-0.

Den 22-årige Paulo Dybala blev matchvinder midt i anden halvleg, da han i feltet tæmmede bolden med brystet og med et hårdt spark halvflugtede bolden i nettet bag den blot 16-årige Milan-målmand, Gianluigi Donnarumma.

Sejren betyder, at Juventus ovenpå en elendig sæsonstart overhaler netop Milan i Serie A-tabellen.

Juventus indtager nu sjettepladsen med 21 point, mens Milan har 20, begge for 13 kampe.

De to klubber har gennem tiderne ellers spillet mange topkampe mod hinanden, men det var langt fra tilfældet denne gang.

Heller ikke spillet bar præg af topkamp, og opgøret var fattig på underholdning og målchancer, men Dybalas fuldtræffer lyste op.

I lørdagens første kamp havde Roma chancen for at gå alene i spidsen for ligaen, men måtte nøjes med 2-2 ude mod Bologna.

Roma vendte 0-1 til 2-1 på to straffesparksmål og lignede en vinder, men tre minutter før tid udlignede hjemmeholdet ligeledes på et straffespark.

Roma har 27 point for 13 kampe. Det samme har Inter og Fiorentina, der begge har en kamp til gode.

/ritzau/