Ung bowlingspiller fra Kolding vil nu være professionel

Skrevet af Elo Christoffersen

09/01/2014

Dagens topnyheder

Den unge Thomas Larsen fra Bowlingklubben Trekanten KIF i Kolding vil forsøge sig som professionel spiller.

Beslutningen er taget, efter at han i slutningen af december sensationelt vandt PBA World Tour Abu Dhabi og dermed 175.000 kr. Da han samtidig med udgangen af januar afslutter sin uddannelse som professionsbachelor i international salg og handel, en overbygning til markedsføringsøkonom, har han besluttet sig til at prøve kræfter med de store turneringer rundt om i verden.

Lige nu er Thomas Larsen på vej til Finland, hvor han skal være deltager i Ballmester Open – den største turnering i Europa, og herfra flyver han videre til USA, hvor han skal deltage i Tournament Of Champions.

Her deltager kun verdens bedste bowlingspillere, og Kolding-spilleren er selvskrevet efter hans sejr i PBA World Tour Abu Dhabi. Det er her alle mestrene fra PBA World Tour´en mødes.

Da Thomas Larsen vandt PBA World Tour Abu Dhabi, var han den første dansker nogensinde, der har vundet en PBA World Tour. Dermed sørgede han også selv for at komme til at høre til i verdenseliten.

- Det var en fantastisk oplevelse at vinde i Abu Dhabi. Finalen blev vist direkte i tv, og efter sejren måtte jeg skrive autografer i en time. Men bedst af alt er naturligvis, at jeg nu ved, at jeg kan klare mig mod verdens bedste spillere, og det er grunden til, at jeg vil forsøge at komme til at leve af min sport, siger Thomas Larsen.

Selv om den unge spiller satser på en professionel karriere, er det ikke ensbetydende med, at han vender sin klub ryggen. Han vil fortsat være en af de bærende kræfter på BK Trekanten KIFs hold i herrernes bedste hjemlige division, og han har også givet tilsagn om – når tiden tillader det – at komme i klubben for at træne nogle af de unge spillere.

Ole Stampe, formand for BK Trekanten KIF siger:

- Han er et stort talent, og mange års træning ligger bag Thomas´ succes. Vi kan kun være stolte af at have ham i vores klub, for hans præstation er både med til at sætte fokus på bowlingsporten og til at animere vores unge spillere til at gøre ekstra meget ved træningen. Thomas har vist vejen – at det kan betale sig at træne hårdt og målrettet.