Ung BSV-fløj glæder sig helt vildt til EM-debut

Skrevet af admin

11/01/2014

Mest læste i dag

24-årige Casper U. Mortensen er den eneste deciderede venstrefløj på det danske håndboldlandshold ved EM, så længe rutinerede Anders Eggert sidder ude med en skade.

Den unge Bjerringbro-Silkeborg-spiller, der skal i gang med sin anden slutrunde med Danmark på seniorplan, er dog ikke tynget af pres, før det søndag går løs i EM-premieren mod Makedonien foran 14.000 tilskuere i Herning.

- Jeg glæder mig helt vildt. Denne hjemmebane bliver noget af det vildeste, vi nogensinde har oplevet.

- Jeg er fuldstændig klar på den opgave. Jeg er vant til at spille mange minutter i BSV, og jeg er på ingen måde nervøs over, at det er på hjemmebane. Tværtimod bliver jeg endnu mere tændt. Jeg er sikker på, at det nok skal blive en kæmpe succes, siger Casper U. Mortensen.

Københavneren fra Bjerringbro-Silkeborg har allerede været omkring klubber som FIF, Ajax, FCK, Fredericia og Viborg.

Sidste år var han med til at vinde sølv ved VM i Spanien. På ungdomsplan har fløjen allerede vundet både VM- og EM-guld med Danmark.

På grund af Anders Eggerts skade fik Casper U. Mortensen fuld spilletid ved Golden League-stævnet i Frankrig tidligere i januar, hvor Danmark blandt andre mødte Frankrig.

Han mener, at den turnering også var med til at vise, at han er klar til at udfylde pladsen som venstrefløj på landsholdet.

- Nu stod vi lidt i modsatte situation i Paris, hvor der var 14.000 franskmænd, og der gik det rigtig godt for mig. Det viser, at jeg kan stå for det pres. Eller pres og pres - jeg har hele tiden sagt, at jeg ikke mener, jeg skal til nogen eksamen.

- Jeg har allerede vist, hvem jeg er, hvem Casper U. Mortensen er. Det har jeg gjort qua min karriere indtil nu og ved, at jeg var med ved VM og spillede Champions League i sidste sæson, siger han.

/ritzau/