Ung dansker fik superstart i spansk basketliga

En ung dansker blev en af søndagens mest omtalte spillere i den bedste spanske basketliga ACB efter en debut, der har givet genlyd og sat rekord.

18-årige Rasmus Glarbjerg Larsen spillede sin første kamp for klubben Manresa og havde stor andel i 90-78-sejren over Joventut.

21 point og 13 rebounds blev det til, og sammenlagt leverede han den bedste kamp nogensinde i ligaen af en spiller under 19 år.

Med en statistisk effektivitet på 37 var han således bedre end NBA-spilleren Ricky Rubio, der nåede op på 34 i sin tid i ACB.

Rasmus Glarbjerg Larsen spås gode chancer for at blive den første dansker, der spiller med i NBA-ligaen.

Den 18-årige tidligere Værløse-spiller har i hvert fald de fysiske forudsætninger - han er 208 centimeter høj - og så viser debuten i Spanien altså også, at han kan spille basketball.

/ritzau/

Dagens Gossip