Ung dansker imponerer golfstjerne før finalerunde

Skrevet af admin

24/10/2015

Dagens topnyheder

Otte birdies og endda fire på stribe vakte opmærksomhed ved European Tour-turneringen i Hongkong lørdag.

Det var, hvad Lucas Bjerregaard præsterede på turneringens tredjedag, hvilket bragte den 24-årige dansker i spil til at vinde sin første titel på European Tour nogensinde, når sidste runde spilles søndag.

Her ligger Lucas Bjerregaard side om side med verdensranglistens nummer syv, Justin Rose, og englænderen havde lørdag også kun ros til overs for Lucas Bjerregaards præstation.

- Jeg nød virkelig at spille med Lucas. Det er første gang, jeg har gået en runde med ham. Jeg kendte ikke meget til hans spil, men jeg var meget, meget imponeret, og vi havde det sjovt derude med en masse birdies, siger Justin Rose ifølge AFP.

- Hvis han kommer ud og spiller på samme måde, så bliver jeg nødt til at spille virkelig godt i morgen, konstaterer Rose, der kalder danskeren for en "fantastisk fyr".

Bjerregaard leverede da også en toppræstation lørdag med en runde i syv slag under banens par.

Det betyder, at Rose og Bjerregaard deler førstepladsen 15 slag under par.

Lucas Bjerregaard nød som Rose også dagen, selv om danskeren måtte slutte lørdagens runde med en bogey.

- Det var fantastisk. Jeg nød det virkelig sammen med Justin. Han er en god fyr, og vi blev ved med at lave birdies.

- Det er selvfølgelig ikke så sjovt at slutte af med en bogey og slet ikke i dag. Jeg lavede et dårligt tee-slag på hul 18, og det var nok dagens eneste dårlige slag.

- Det var ikke den måde, jeg ønskede at slutte på, men jeg er stadig meget glad for runden i dag, siger Lucas Bjerregaard til europeantour.com.

Lucas Bjerregaard kan vinde sin første titel på European Tour, hvis han tager sejren søndag.

I september sluttede danskeren som henholdsvis nummer tre og fem i European Tour-turneringerne i Italien og Tyskland.

/ritzau/