Ung kvinde filmet i solariet

En 19-årig kvinde fra Holbæk blev søndag aften udsat for blufærdighedskrænkelse i et solcenter på Ahlgade i Holbæk.

Anmeldelsen kom klokken 17.03. Det oplyser Midt - og Vestsjællands Politi til Dagens.dk.

Det var en lokal kvinde, der slog alarm. Hun havde bemærket en mand komme ind i solcentret, hvorefter han åbnede en af dørene ind til en kabine, der var i brug.

Anmelderen bemærkede, at manden i hånden havde et apparat, som han muligvis brugte til at filme eller fotografere med.

Hun spurgte manden, hvad han foretog sig. Til det svarede han, at han kendte kvinden i kabinen, og at han ventede på hende.

Manden forlod herefter solcentret og satte sig afventende ud i en sølvgrå stationcar.

Den 19-årige var efterfølgende efterfølgende stærkt chokeret og nægtede ethvert kendskab til manden.

- Ud fra vidnets forklaring ser det ikke ud til, at manden bare er gået forkert ved et uheld. Men, hvis der er tale om en misforståelse, så opfordrer vi ham på det kraftigste til at melde sig selv, siger kommunikationsmedarbejder ved Midt- og Vestsjællands Politi, Martin Bjerregaard, til Dagens.dk.

Han oplyser, at politiet vil se på overvågningsvideo fra solcentret i den nærmeste fremtid.

Anmelderen beskriver manden som: dansk af udseende, 50 til 55 år, cirka 170 centimeter høj, almindelig af bygning, gråt kort hår, skægstubbe som ved anlæg til fuldskæg, brugte briller, iført lys/beige læderjakke og mørke jeans.

Politiet ledte efter manden uden at finde hverken ham eller hans bil.

Lokalpolitiet i Holbæk hører gerne fra personer, der har set manden og hans bil ved solcentret, eller som kan give oplysninger om hans identitet. Kontakt politiet på tlf. 114.

Dagens Gossip