Ung mand anholdt efter skyderi ved Parken

Skrevet af admin

26/02/2014

Dagens topnyheder

En 19-årig mand med relationer til rockergrupperingen Satudarah MC er onsdag blevet varetægtsfængslet i 27 dage efter et lukket grundlovsforhør ved Dommervagten i København.

Manden er sigtet for at have affyret fire skud på åben gade i forbindelse med et blodigt slagsmål mellem Satudarah MC og Hells Angels natten til søndag.

Ved slagsmålet, der startede i sportsbaren Lions & Barrels ved Parken i København, blev der både brugt knive og totenschlægere. Den voldsomme tumult bredte sig hurtigt ud på gaden, hvor der ifølge politiet blev affyret "rigtig mange skud".

Den 19-årige, der har været efterlyst siden slagsmålet, havde aftalt med Københavns Politi, at han tirsdag klokken 15 ville møde op på Politigården i København og lade sig anholde. Men han blev væk.

- I stedet dukker han op ved politistationen i Gladsaxe sidst på eftermiddagen. Da vi kommer derud, står han ude foran sammen med nogle kammerater, siger politikommissær Steffen Th. Steffensen fra Københavns Politi.

På videooptagelser fra arealet foran sportsbaren ses den 19-årige affyre en pistol.

Derudover blev han allerede samme nat anholdt og taget med på Politigården, hvor der blev taget et billede af ham, inden han blev løsladt.

- Vi anholdt 28 personer efter slagsmålet, og derudover tog vi en række personer med på gården, hvor de blev visiteret og fotograferet, inden de blev løsladt, siger Steffen Th. Steffensen og tilføjer:

- Den 19-årige er en af de personer. Men på daværende tidspunkt vidste vi jo ikke, at han havde affyret skud på stedet.

Da politiet nåede frem til slagsmålet, trak betjentene deres tjenestevåben og affyrede varselsskud. Desuden skød betjente mod dækkene på en bil for at standse den.

En 31-årig Hells Angels-rocker blev livsfarligt såret af knivstik, men er nu udenfor livsfare. Derudover blev en 29-årig Hells Angels-rocker og et 20-årigt medlem af Satudarah såret af knivstik.

/ritzau/