Ung mand får hammer i hovedet på bar i Hobro

En 25-årig mand kan tilsyneladende intet huske, efter at han natten til lørdag fik banket en hammer i hovedet på et værtshus i Hobro.

Slaget faldt i forbindelse med, at den forurettede og tre andre bargæster havde gang i et sømbræt på værtshuset Vognhjulet i Adelgade omkring klokken 00.45 i nat.

- Vi har anholdt to personer på 24 og 25, som er sigtet i den her sag. Om der skal ske fremstilling, det er vi ikke helt sikre på endnu, siger vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi.

- Vi ved ikke, hvad der er sket. Offeret kan ikke huske noget, og de to sigtede vil ikke sige noget, siger vagtchefen og understreger, at skaden ikke er livstruende.

Overfaldet skete i et mindre lokale, der ligger i forlængelse af værtshuset. Og mens det lykkedes politiet at fange to af de tilstedeværende, nåede en tredje at stikke af.

- Der er en tredje person, som vi ikke rigtig kender identiteten på.

- Der kan muligvis dukke vidner op, men der skal angiveligt kun have været de her fire personer i lokalet, hvor der blev slået, og hvor man kan slå søm i. Det er et lille lokale, der ligger bagest i værtshuset, siger vagtchefen.

Om beviserne er stærke nok til en fremstilling i grundlovsforhør, arbejder politiet fortsat på at finde ud af.

- Vi har juristen til at se på det nu, men det handler om, hvorvidt vi kan få bevist sammenhængen, siger Bent Højgaard.

/ritzau/

 

Dagens Gossip