Ung mand fra Herning i fængsel for stenkast mod politiet på Christiania

En 18-årig mand fra Herning har erkendt under et grundlovsforhør onsdag i Københavns Dommervagt, at han kastede tre sten mod politiet i Christiania nytårsaften.

Derfor valgte en dommer at varetægtsfængsle den unge mand i 13 dage.

De voldsomme begivenheder på årets sidste dag i Christiania opstod, da politifolk rykkede ind for at beslaglægge et stort lager af krysantemumbomber.

Politiet brugte tåregas for at holde modstanderne på afstand, og en af betjentene følte sig så truet, at han trak sin pistol.

10 betjente kom til skade, men ingen af dem blev skadet alvorlig, fortalte vicepolitiinspektør Lau Thygesen dengang.

Anklager Erik Hjelm kunne i dommervagten vise billeder af den 18-årige under urolighederne, og under en ransagning på den fængsledes bopæl har politiet fundet de bukser, som han havde på.

Baggrunden for anholdelsen af den 18-årige ville lederen af den såkaldte Task Force Pusherstreet, Poul Kjeldsen, ikke sige noget om.

- Da der stadigvæk er gerningsmænd på fri fod, ønsker jeg ikke at komme nærmere ind på de efterforskningsskridt, der førte til dagens anholdelse, sagde han.

Den særlige politigruppes opgave er især at hive fat i den organiserede hashhandel i Pusher Street.

I efteråret foregik indsatsen uden de store bataljer, men på det seneste har politiet noteret "en stigende grovhed i de kriminelles adfærd ved Christiania."

Under overfaldet nytårsaftensdag blev der blandt andet affyret vandret liggende raketbatterier mod betjentene.

/ritzau/

 

Dagens Gossip