Ung mand fundet død i Østgrønland: 54-årig sigtet for drab

Skrevet af admin

26/01/2015

Dagens topnyheder

En 27-årig mand blev fredag aften fundet livløs i et hus i Ittoqqortoormiit i det østlige Grønland.

De foreløbige undersøgelser tyder på manddrab, oplyser Grønlands Politi.

Politiet er nu i gang med at undersøge sagen, og i forbindelse med efterforskningen har politiet anholdt en 54-årig mand, som er blevet sigtet for drab.

Myndighederne vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere af hensyn til efterforskningen, og motivet til drabet er ikke klarlagt.

En retsmediciner er tilkaldt fra Danmark i forbindelse med sagen, ligesom kriminalteknikere fra Nuuk og Tasiilaq vil blive inddraget i efterforskningen, oplyser politiet.

/ritzau/