Ung mand fundet efter 16 år i sibirisk skov

Det var lokale indbyggere fra byen Belokurikha, der først fik kontakt til manden, da han søgte tilbage til samfundet for at få hjælp, efter at hans forældre havde efterladt ham i deres hytte i skoven. Han hævder, at han blev født i 1993, og at han har boet i den afsidesliggende hytte med sine forældre siden 1997.

De besluttede sig dengang for at melde sig ud af samfundet og tog sønnen med.

Men i maj i år forlod forældrene hjemmet i skoven, og da de ikke vendte tilbage, søgte sønnen mod byen efter hjælp.

»Han var bange for, at han ikke ville overleve vinteren uden sine forældre,« siger de lokale myndigheders talsmand, Roman Fomin, til AFP.

Han slår fast, at det var et helt bevidst valg, forældrene traf, da de valgte at melde sig ud af samfundet, og at det ikke lader til, at den unge mand har taget skade af livet i skoven.

»Han ser normal og sund ud, men han taler langsomt, fordi han sjældent kommunikerer med andre mennesker.«

Den unge mand er i de russiske medier blevet døbt »skovdrengen« og »Sibiriens Mowgli«, men det omgivende samfunds interesse er muligvis slet ikke sund for ham, påpeger Roman Fomin.

»Jeg er ikke sikker på, at han har brug for al den opmærksomhed«, forklarer han.

Dagens Gossip