Ung mand i livsfare: Søgte hjælp til hjulskifte og blev kørt ned

Der ligger ualmindelig uheldige omstændigheder til grund for, at en 23-årig mand fra Brabrand lige nu er i livsfare.

Tidligt lørdag morgen punkterede han i sin bil på Haldrupvej i Tyrstrup ved Horsens. Med sig i bilen havde han sin 21-årige kammerat fra Viby.

De to unge mænd holdt i vejsiden i vestgående retning. Her forsøgte de at få assistance fra forbipasserende biler.

Men da den 23-årige trådte ud på vejen for at stoppe en bil, gik det galt. En 53-årig mand fra Odder nåede ikke at bremse og ramte den unge mand.

- Det er så uheldigt. Han nåede simpelthen ikke at se ham, siger vagtchef ved Sydøstjyllands Polit, Stig Simonsen, til Dagens.dk.

Den unge mand blev bragt på hospitalet, og her er meldingerne, at han er livsfarligt kvæstet. Blandt andet med flere skader i ansigtet og dobbelt benbrud.

Hastighedsbegrænsningen på Haldrupvej er 80 kilometer i timen. Der er ingen meldinger om, hvorvidt den 53-årige bilist kørte for stærkt.

Dagens Gossip

Dagens TV