Ung mand kører i grøften: Død i soloulykke

Skrevet af admin

12/03/2014

Dagens topnyheder

En 26-årig mand mistede tirsdag aften livet i en trafikulykke ved Bording i Midtjylland.

Manden var alene i bilen, da han kørte sin bil i grøften på Christianshedevej, fortæller vagtchef Lars Even fra Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det sker på en landevej, hvor en personbil kører i grøften, ruller rundt, og føreren afgår ved døden, siger han.

Der var ingen vidner til ulykken, og bilinspektører skal nu fastslå, hvad der var årsag til ulykken.

- Det kan være hastighed, eller det kan have været glat. Det kan have været mange ting. Vi må vente at se, hvad bilinspektørerne kommer frem til, lyder det fra vagtchefen.

Ulykken fandt sted klokken 22:20, og en læge erklærede den 26-årige, der er fra lokalområdet, død på stedet.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/