Ung mand løb rundt på motorvejen i Limfjordstunnellen

Skrevet af Elo Christoffersen

29/10/2012

Mest læste i dag

En ung mand kan se frem til tre sigtelser og en stor bøde efter at han i en brandert i nat havde forvildet sig ud på motorvejen i Limfjordstunnelen i Aalborg. Det skriver bt.dk.

Det var en bilist, der kort efter klokken to ringede til Nordjyllands Politi og fortalte, at manden løb rundt på motorvejen.

- Han var tydeligt beruset og åbnede ind til tre nødtelefoner, fortæller vagtchef hos Nordjyllands Politi, Frank Liltort, der også fortæller, at den unge mand nu kan se frem til ikke færre end tre sigtelser.

- Han vil blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse for i beruset tilstand at tumlet rundt på motorvejen. Så bliver han sigtet for at have overtrådt retsplejeloven, fordi han ikke ville oplyse navn og cpr-nummer. Desuden bliver han sigtet for overtrædelse af færdselsloven for at have færdes som fodgænger på motorvejen.

Manden fik en overnatning i detentionen og hvis han bliver kendt skyldig i sigtelserne, så koster det en klækkelig bøde.