Ung mand nægter at have smidt pistol i Pusher Street

Skrevet af admin

14/08/2015

Dagens topnyheder

En 24-årig mand nægter at have kastet en pistol fra sig i Pusher Street, sådan som Københavns Politi påstår.

Det oplyser den unge mands forsvarer, advokat Rasmus Paludan, fredag aften.

Københavns Politi har tidligere fredag fortalt om en episode natten til torsdag i den travle hashgade i Christiania.

Her skulle den 24-årige ifølge politiet have fungeret som vagt for sælgerne, og i den forbindelse sigtes han for at have besiddet en skarpladt pistol, som han dog smed fra sig, da betjentene dukkede op.

- Min klient nægter sig skyldig, og i øvrigt kan jeg slet ikke genkende politiets fremstilling af, hvad der er sket, siger advokat Rasmus Paludan.

Men da retsmødet blev holdt bag lukkede døre, er han forhindret i at give nærmere oplysninger - hvilket han beklager.

Den 24-årige er ikke tidligere straffet, lyder det.

Tidligere fredag har vicepolitiinspektør Dannie Rise givet følgende kommentar til hændelsen:

- Det er heldigvis ikke hverdagskost, men det er naturligvis bekymrende, at en af vagterne i Pusher Street er bevæbnet med en skarpladt pistol, har han udtalt.

En dommer har varetægtsfængslet den 24-årige og en anden mand efter politiaktionen. En tredje slog sig fri og stak af.

/ritzau/